Kajakkursus - De 5 oftest stillede spørgsmål - DesignKayaks

Kajakkursus – De 5 oftest stillede spørgsmål

Bange for at sidde fast i kajakken? – Eller i tvivl om du skal starte på niveau 2?
Læs med her og få svar på de oftest stillede spørgsmål om havkajakkens grundkursus IPP2.

Vejle Fjord kajakker

1) Skal jeg starte på IPP2?

Det er ikke særlig logisk at starte på niveau 2, men IPP2 er det rigtige sted at starte. Der findes IPP1, men her lærer du f.eks. ikke redningsøvelser, som er helt centralt for din sikkerhed i kajakken. Så er du ny i kajakken kan du roligt springe direkte på niveau 2. Du kan se krav til de forskellige IPP niveauer på Dansk kano- og kajakforbunds side. 

Ipp2 kursus

2) Kan jeg dumpe IPP2? 

For at få IPP2 beviset skal du kunne forevise forskellige tag og øvelser. Så – Ja du kan godt dumpe. Langt de fleste består dog, men især selvredningen kan godt volde besvær.

Hvad så hvis jeg ikke består?

Hvis du ikke består, er det på ingen måde spildt tid og penge. Du må stadig godt ro kajak, der er intet krav om bevis. – Men vigtigst så har kurset givet dig en bedre forståelse af kajak, og ikke mindst en klar forståelse af dine egne begrænsninger. 

Flydebro Stige Ø

3) Vandskræk – skal jeg have hovedet under vand?

På næsten hvert kursus står der en eller to, som fortæller at de er mere eller mindre vandskræk. De er bange for at skulle have hovedet under vand, og især er de bange for at sidde fast i kajakken under vand. 

Du skal have hovedet under vand, men du risikerer ikke at sidde fast. De kajakker og spraydeck, som bruges til kurser er lette at komme ud af. Samtidig bruges der i starten af kurset tid på vandtilvænning, så du er godt forberedt inden du første gang skal ud af kajakken. Er du vandskræk så sig det til instruktøren før I går på vandet, og han eller hun kan hjælpe dig godt gennem kurset. 

4) Skal jeg lære at lave en Grønlændervending?

Nej – grønlændervending eller Rul som det hedder lidt mere korrekt er ikke pensum på IPP2. Rul kommer først på IPP3 niveau. 

Vil du gerne lære at kajakrul kan du enten gå videre på IPP3 eller tage et kursus med fokus på at lære at rulle.

Helle Svensson i havkajak fra DesignKayaks på Brabrand sø

Kom i gang med havkajak!

Få den bedste start på kajaklivet med gode råd til begyndere og gode tilbud.

5) Er det svært at holde balancen i kajak?

Lidt i forlængelse af vandskrækken – er der også mange spørgsmål om, det er til at holde balancen i en kajak. Her er havkajakken langt den mest stabile kajak, mens tur- og i særdelshed kapkajakker er mindre stabile. 

Derudover har bundformen betydning for, hvor stabil kajakken er. Du kan læse meget mere om stabilitet og bundformer i vores kajakguide.

De fleste finder med det samme balancen i en havkajak, men ingen regel uden undtagelse. Nogen har meget dårlig balance og så har højde og drøjde også noget at sige. En lille person med  brede hofter og lår sidder solidt og godt i kajakken, mens en meget høj person med meget vægt omkring mave og bryst har sværere ved at få balance. Det handler om at jo lavere et tyngdepunkt du har, jo mere balance får du foræret. Når det er sagt, så skal du ikke lade dig skræmme, selv om du rager i vejret, langt de fleste finder let balancen, når de kommer i den rigtige kajak.

 

Kurser i hele Landet

Book IPP2 kursus hos en af vores partnere og få den bedste start på kajaklivet. 

BOOK IPP2 kursus