Valg af Kajak - DesignKayaks

Valg af Kajak

Synes du, at alle kajakker ligner hinanden? Så er du ikke den eneste. Det er svært at se forskel og derfra at vælge den rette kajak.

Helt grundlæggende gælder det om, at du skal finde en kajak, som passer dig i størrelsen, og som er designet til det du gerne vil.

Valg af kajak

Vælg den rigtig størrelse

Størrelse

Din kajak skal passe til dig i størrelsen, ellers bliver det aldrig rigtig godt lige meget, hvor dyr en kajak du køber. Mange kajakker kommer kun i én størrelse, og de er derfor lavet så store, at kun har en perfekt pasform til meget få.

Kajakkens støttepunkter

Hvorfor er størrelse vigtig?

For lille kajak

Ligesom det er ubehageligt at komme i for små sko eller tøj, så er det ukomfortabelt at sidde i en kajak, der er for lille. Du sidder længe i samme position, og derfor er det vigtigt, at du sidder godt og komfortabelt.

For stor kajak

Som begynder kan det være fristende at vælge en stor kajak, den er let at komme ned i, men du opdager hurtigt, at den ikke er særlig sjov at ro i. Er den for stor har du ikke kontrol med den, og det er sværere at opnå en god ro-stil. Ved redningsøvelser er det også sværere at komme tilbage i en kajak, som er for stor. En for stor kajak har derfor en negativ indvirkning både på glæden ved at ro og din sikkerhed på vandet.

Hvad er den rigtige størrelse?

Hvad vil det sige, at en kajak passer til dig i størrelsen? Det er især kontakten til lårstøtterne, du skal være opmærksom på.

For lille: Er kajakken for lille vil du have svært ved at få lårene ned under lårstøtterne eller der er ikke plads til din ben i længden. Det vil føles ubehageligt, og derfor sker det ikke så ofte, at man kommer hjem med en kajak, der er for lille. 

For stor: Det kan være sværere at vurdere om kajakken er for stor. Det du skal være opmærksom på er, at du har god kontakt til kajakkens tre støttepunkter: Lænden, lårene og fødderne.

Fodpedalerne kan indstilles i alle havkajakker. Træk dem så tæt på, at du bøjer i benet og låret presses op under lårstøtten. Når du sidder i den stilling i kajakken (på vand eller land) skal du let kun vugge kajakken fra side til side ved hjælp af hofterne, når du støtter mod kajakkens kontaktpunkter. Kan du det passer kajakken til dig.

Kajakkens støttepunkter

Vælg en kajak der passer til dine drømme

Hvad skal kajakken bruges til?

Der findes ikke én kajak, som kan det hele. Derfor er det vigtigt, at du spørger dig selv, hvad du vil bruge den til.

Vil du på langtur, lege i bølger eller bare have en god all-round kajak til sommerhuset og weekendture? Her giver vi et par gode tommelfingerregler for, hvad du skal kigge efter. Vil du gerne vide mere, kan du læse en detaljeret gennemgang af sammenhæng mellem design og  sejlegenskaber i vores kajakguide.

Kajakkens spring

Havkajakker er krumme, så enderne bøjer op. Det er krumningen, som gør at havkajakker kan klare bølger. Krumningen kaldes kajakkens spring. Springets størrelse har stor indflydelse på kajakkens egenskaber. Et stort spring gør den bedre i bølger og lettere og manøvre, men gør den samtidig langsommere og mindre retningsstabil. 

Bundformen

En af de vigtigste designelementer for kajakkens sejlegenskaber er bundformen. Den har nemlig stor betydning for stabilitet og fart.

  1. Rund bund: Formen er den hurtigste, men mindst stabile. Vil du gerne ro langt, så vælg en kajak med rund bund. 
  2. Shallow V: Formen har medium fart og stabilitet. Den er derfor rigtig god til all-round kajakker, og desuden rigtig god hvis du er ny i kajak.
  3. Flad bund: Den flade bund giver høj stabilitet, men er til gengæld den langsomste. Den er perfekt i bølger, men vil du gerne på tur, så gå uden om den flade bundform. 
LÆS MERE