Endless på Vandet

Endless på vandet!

I onsdags efter mere end et års udviklingsarbejde, kunne vi endelig sætte vores nye havkajak Endless på vandet i sin færdige form. Det var en dag ventet med kæmpe spænding og stor forløsning, da Endless gled afsted gennem vandet.

Fra ide til virkelighed

Siden starten af 2019 har vi arbejdet på at få gjort havkajakken Endless til virkelighed. Vores anden kajakmodel, målrettet langtursroere. 

I marts 2019 tog vi for første gang til Sydafrika for at skabe os et indtryk af den kajakfabrik, vi planlagde at producere kajakken på. Siden da har vi lavet prototyper, været en tur omkring Kina for at lave selve støbeformen, og der har været utallige mails og videokald mellem Vejle og Sydafrika for at få alt til at falde på plads med opstart af en ny produktion.

Nu er vi endelig nået så langt, at alt er på plads og vi snart kan øjne de første kajakker i Danmark. Vi er taget ned for at følge med og sikre at alt bliver som planlagt. 

Havkajak Endless

Endless havkajakken kommer i fem lækre farver kombineret med farvede luger og liner.

Den allerførste prøvestøbning af Endless ligger her stadig i formen. Ved siden af ses en glad og tilfreds Søren Groth Telling, som står bag designet af Endless.

Første eksemplar af Endless

Vi ankom til Sydafrika sent fredag aften d. 28. februar. Weekenden gik med klargøring af formen og andre ting, som skulle på plads først.

Mandag morgen var det så endelig tid til at lave den allerførste prøvestøbing af Endless. Første gang formen åbnes og den allerførste kajak kommer ud er utrolig nervepirrende! Selv om vi har lagt utrolig meget energi i at lave den perfekte kajak, og det er muligt at forudsige næsten alt udfra CAD tegninger og prototyper – er det alligevel noget andet at se det færdige produkt!

Heldigvis ligner den første Endless, den kajak vi har ønsket at skabe. 

Læs mere om Endless

Fra prøvestøbning til kajak

Med læringer fra støbing nr. 1 går farbrikken i gang med at lave den næste støbning. Den første støbning var i 1-lags plast, mens den næste laves i 3-lagsplast, som den også bliver, når den kommer på markedet. De 3 lag skaber til sammen en væsentlig stivere kajak. Det kræver et del prøvestøbninger inden ovnen er indstillet rigtig og vi er tilfredse med foredelingen mellem de 3 lag. (Læs mere om 3-lags plast også kaldet 3-lags sandwich konstruktion i vores materialeguide.)

Efter støbning nr. 2 går vi også i gang med at teste alle detaljer. Der skrues liner og elastikker på. Hul til luger og cockpit bliver skåret ud og sædet monteret. Lige så langsomt begynder Endless at ligne sig selv. 

Endless havkajak er ved at tage form

På vandet!

Efter 2 meget lange dage på fabrikken er vi klar til at tage på vandet i Endless. Hvis det var nervepirrende at se den første støbning, er det intet mod, hvad det vil sige at sætte kajakken på vandet for første gang.

Søren får lov at tage den allerførste tur, og han vender tilbage med et kæmpe smil og er yderst tilfreds. Endless lever til fulde op til forventninger: Den er hurtig og man sidder virkelig godt i den. Den viser sig også at have en god stabilitet, så den er let at kante trods den runde bund.

De første eksemplarer til Danmark

Efter success på vandet tager vi tilbage på fabrikken. Der er stadig masser af mindre tilretninger på kajakken, inden vi har et færdigt eksemplar. I løbet af de næste par dage bliver den gjort færdig og derefter starter selve produktionen.

Så snart vi har de første færdig, får vi 2 stk. sendt ekspres til Danmark, så vi kan tage på tur med dem og give mange flere mulighed for at prøve Endless.

køb endless