Kajakudvikling på vores hjemmebane

DesignKayaks fra Vejle har besøg fra fabrikken, som producerer Unplugged havkajak

Unplugged klar til 2020

I november har vi haft fuld fart på vores nye kajak Endless, som vi har markedsført gennem crowdfunding, og dagligt bruger masser af timer på at færdigudvikle. Det betyder dog ikke, at vi har glemt vores første kajak, Unplugged, som vi naturligvis også holder fokus på. Unplugged er vores begyndermodel, og vi vil løbende udvikle og optimere den.

Grisefodring

Det plejer at være os, som tager til storbyen i Kina. Denne gang kom vores kinesiske producent til Danmark og fik i bogstavligste forstand placeret fødderne solidt i den jyske muld.

Besøg fra Kina

Hos DesignKayaks har vi netop haft besøg af vores kinesiske fabrik, som producerer Unplugged for os. Fabrikken ligger nogle timer syd for Shanghai og er den del af det professionelle kajaknetværk, der bl.a. producerer for Point65, Riot og Epic. Et netværk der består af omkring 40 fabrikker, som hver især har specialiseret sig i dele eller slutproduktion til vandsport.

Det var de tre ejere af “Unplugged-fabrikken”, som havde taget turen fra Kina til Danmark. Normalt er det er os, der rejser til Kina for at deltage i produktionen og sikre at alle kvalitetskrav og procedurer overholdes, men grundet vores store succes i 2019 på det danske marked, ville de gerne komme på besøg. For os var det en enestående mulighed for at give dem indblik i det danske marked og den nordiske kajakkultur.

Kajakklub

Siden vi startede DesignKayaks har vi oplevet stor interesse fra kajakklubberne, og de giver om nogen et billede af kajak i Danmark. Derfor var det helt oplagt at  tage vores kinesiske producent med ud og se klubberne. Det gav mulighed for at give dem en forståelse af den professionalisme, som der ligger i klubberne og dermed de krav, som stilles til kajakkerne.

DesignKayaks på besøg i Middelfart kajakklub

Middelfart kajakklub: Her vises, hvordan alle detaljer inspiceres i nye kajakker før klubben tager dem i brug. 

Middelfart kajakklub

Vi startede turen i Middelfart kajakklub, hvor Unplugged har fået masser af kilometer under kølen. Her mødte vi vedligeholdelses-teamet, som også står for indkøb og inspicering af nye kajakker. Her bliver hver en detalje gennemgået, når der kommer en ny kajak til klubben. Kajakken bliver blandt andet gennemlyst og intet bliver overset af de erfarne kajakroere. I Middelfart kajakklub er der over 400 medlemmer, og en stor variation af bådtyper i forskellige materialer.

Faaborg Havkajakklub

Herefter gik turen til Sydfyn og Faaborg Havkajakklub. Klubben var blandt de første, der tog vores kajakker ind, og de har siden været en værdifuld sparringspartner for os. Igen stillede Anne og Klement op og gav feedback samt ønsker til fremtidige forbedringer. Ideer som bliver implementeret på 2020 versionen af Unplugged. De gav også et indblik i den danske foreningskultur, som ligger langt væk fra, hvad kineserne kendte hjemmefra. Lysten til at arbejde frivilligt og skabe en forening er en anderledes tankegang, som kineserne var meget fascinerede af. Siden besøgene i klubberne har de flere gange spurgt, om der virkelig ikke er en ejer af klubberne.

Unplugged fra DesignKayaks hentes fra bådhuset i Faaborg kajakklub

Faaborg Kajakklub:

Sammen med Klement fra Faaborg kajakklub hentes et eksemplar af Unplugged ud, som klubben har haft i brug siden foråret for at give en tilbagemelding på kajakken.

Vi havde besøg af vores kinesiske partner

DesignKayaks kontor i Vejle:

Der blev diskuteret pagajer og paddle leash.

Kontoret i Vejle

Vi var selvfølgelig også en tur omkring vores kontor i Vejle, hvor der blev diskuteret pagajer og andet udstyr. I samarbejde med fabrikken er vi på vej med endnu mere udstyr, som vi over denne sæson har testet og udviklet på. Vi var også en tur på vores lager, hvor de få Unplugged vi har tilbage ligger og spejder efter foråret.  

Om aftenen var de en tur med hjemme hos os privat, hvor vi havde lavet julemiddag med flæskesteg, brun kartofler og hvad er ellers hører til. Til dessert lykkedes det os at introducere dem til en ris-ret, de ikke kendte: Risalamande. Børnene fik lært dem at sige både Justitsminister, medister og den gode gamle rød grød med fløde fik også en tur. Både børn og vores gæster fra Kina havde en alletiders oplevelse. Den danske julemiddag faldt også i god smag, og vi har allerede aftalt at lære dem at lave både flæskesteg og risalamande. 

Sight seeing

Der blev også tid til at lege lidt turist undervejs og alle variationer af slotte var i høj kurs. De mere jordnære ting som grise, ænder og æbletræer skabte dog mindst lige så meget begejstring.

De oplevede for første gang selv at plukke et æble fra et træ og spise. Der var stor forundring over, at vilde ænder kunne få lov at leve frit i diverse parker uden at nogen fangede dem og spiste dem. 

For os var det også en stor oplevelse – for ligesom når vi selv tager ud, så får man set på sit eget land, skikke og traditioner med nye øjne, hvilket altid er en stor inspiration. Vigtigst af alt fik vi ført vores gæster ind i, hvordan kajakker bruges og opfattes i Danmark, hvilket vi er sikker på vil være til stor gavn for vores fremtidige samarbejde om Unplugged.

Til sidste en stor tak til Faaborg og Middelfart kajakklub, fordi de tog sig tid til besøg og til at fortælle om kajakkulturen i Danmark.

DesignKayaks har besøg fra Kina og er her en tur ved Hvedholm slot på sydfyn.

Hvedholm slot:

Der blev tid til andet end at se på kajakker. Her er vi taget til Hvedholm slot, hvor der har sneget sig en Turborg julebryg ind i baggrunden. Julebryg nåede de ikke at smage til gengæld stod den både på julemiddag og rugbrødsmadder.

Rugbrød på kinesisk

Rugbrødsmadder

Til vores overraskelse kunne de godt lide rugbrød.  Vi havde aldrig overvejet, hvor mange ‘regler’ der findes for rugbrødsmadder, men vores gæster fik lavet særdeles utraditionelle kombinationer, som vi aldrig havde set før.

Byparken i Vejle:

Ænderne bliver betragtet med stor forundring. Hver gang vi kom forbi et sted med vilde ænder blev der filmet og taget billeder. I følge vores gæster havde vilde ænder ikke haft en chance i Kina, men var havnet på tallerkenen.

Der plukkes æbler på Hvedholm slot med direkte forbindelse til Kina

Hvedholm slot:

I området syd for Shanghai, hvor de er fra vokser ikke æbler. Her video-chattes der direkte til Kina, når der for første gang bliver plukket et æble direkte fra træet.